Hudtyper og gode råd
Normal hud
Hvis du har normal hudtype , er din hud hverken for tør eller for fedtet. Alligevel bør du pleje din hud med fugt og næringsgivende cremer, for at beskytte den mod skadelige påvirkninger.
Kun ganske få mennesker har normal hud. De fleste har enten lidt for fedtet eller lidt for tør hud.
Tør hud
Tør hud udskiller mindre talg end normal hud. Fordi talgkirtlerne ikke frembringer tilstrækkelig med fedt til at forhindre huden i at miste fugt, bliver den tør og stram.
Mange oplever at have mere tør hud i vinterhalvåret, hvor luftfugtigheden er lav, og huden kommer da let til at føles tør og stram og begynder evt. at skalle af.
Allerede i 20 års alderen begynder hudens talgkirtelproduktion at aftage, og huden vil føles mere tør og stram.
Tør hud er i sig selv irriterende, men tør hud er også et af de første tegn på, at hudens barriere er skadet. Tør hud er mindre modstands-dygtig over for indtrængning af bl.a. bakterier og andre skadelige stoffer.
Hvis huden ofte er tør og ikke bliver smurt med en fugtighedscreme, kan tørheden udvikle sig til en mere kronisk tilstand. Derfor er det vigtigt, at du beskytter din hud. Dette kan du blandt andet gøre ved at bruge et hudplejeprodukt med højt fedtindhold. Derved forhindrer du, at huden udtørrer yderligere.
Har du tendens til tør hud, er det vigtigt, at du forebygger og behandler det med fugtighedscreme:
Desuden kan det være en god idé at følge disse råd:
- Undgå overdreven brug af vand og sæbe, rengøringsmidler og lignende.
- Rens i stedet huden med vand og et mildt renseprodukt.
- Undgå for lange og varme bade, da de udtørrer huden.
- Brug en fed fugtighedscreme umiddelbart efter bad eller håndvask.
- Undgå at arbejde for meget med opløsningsmidler og andre kemikalier.
- Undgå daglig brug af produkter, der kan irritere huden – fx parfumerede cremer.
- Undgå at udsætte huden for stærk sol og sørg for effektiv solbeskyttelse.
- Undgå for høj temperatur i dit hjem.
- Undgå rygning.
Fedtet hud
Hvis du har fedtet hud producerer dine talgkirtler for meget fedt (sebum). Det kan hos nogle mennesker medføre urenheder og bumser.
Fedtet hud er et udbredt teenageproblem, men findes hos mennesker i alle aldre og er oftest arveligt. Kan også skyldes ændringer i hormonbalancen, ”dårlig” fed kost, stress, forurening, varme og friktion.
Hvis du har fedtet hud, kan det være en god idé at følge disse råd:
- Undgå skrappe rensemidler. De får talgkirtlerne til at over-producere fedt, for at kompensere for tabet af naturligt fedtstof.
- Brug i stedet almindelig hudpleje med vand og et mildt renseprodukt. Brug skintonic uden alkohol.
- Brug en fugtighedscreme, som ikke er for fed.
Kombineret hud
En kombineret hudtype er typisk fedtet i T-zonen. Det vil sige, at huden er fedtet omkring næsen, på hagen og hen over panden, mens den er tør/normal på kinderne. Det kan også være omvendt, med tør T-zone og fedtede kinder.
Hvis du har en kombineret hudtype, kan det være en god idé at følge disse råd:
- Rens huden morgen og aften med vand og et mildt renseprodukt.
- Brug en god fugtighedscreme og påfør mest på kinderne og mindst i T-zonen.
Sart hud
Hvis du har en sart hud, er det vigtigt, at du plejer huden godt. Find en god creme, som tilfører din hud godt med fedtstof, så du undgår at den tørrer ud.
Hvis du har sart hud, bør du undlade brug af produkter, der indeholder parfume og/eller alkohol.
Pas også på med kemisk solbeskyttelse (solcremer o.l.), som nogen gange også kan virke irriterende på huden. Som solbeskyttelse kan du i stedet bruge en fysisk beskyttelse, der lægger sig som en slags barriere på huden i stedet for at trænge ind. Husk, at du altid skal bruge en eller anden form for solbeskyttelse.
Hvis du har sart hud, kan det være en god idé at følge disse råd:
- Rens huden med vand og et mildt renseprodukt, beregnet til sart hud og undgå parfume.
- Brug en uparfumeret fugtighedscreme.
- Undgå overdreven brug af vand og sæbe, rengøringsmidler og lignende.
- Undgå at udsætte huden for stærk sol og sørg for effektiv solbeskyttelse.
- Brug evt. solcreme med fysisk solfilter.
- Undgå produkter med parfume, syre og alkohol.
- Undgå at arbejde med opløsningsmidler og andre kemikalier.
- Udsæt ikke din hud for store temperaturudsving.
- Undgå stress. Stress kan have indflydelse på din hud.
- Undgå rygning.